Historien om et stykke jord der blev anset for værdiløst, blev forvandlet til et attraktivt ferieområde. Det hele startede med, at en proprietær i 1904 købte to konkursramte gårde, „Marielyst” og „Nørrevang”.
1906 oprettede han, sammen med landsretssagfører Frederik Graae, aktieselskabet „Marielyst Østersøbad”. De to gårde blev indrettet som sommerpensionater og i 1908-09 blev der opført tre sommervillaer på „Marielyst”s jord, lige bag diget. Disse jugendprægede villaer, „Troldtøj”, „Kitzwalde” og „Tannhäuser” (arkitekt Carl J. Larsen), skulle appellere til det velstående københavnske borgerskab. For at få udsigt til Østersøen var de tre villaer opført i to etager.
Markedsføringen af det nye badested spillede meget bevidst på at fremstille Marielyst som et nyt Skagen, og villaernes fremmedartede navne var hentet hos Holger Drachmann.
I 1908 lykkedes det at få Henrik Malberg, der var direktør for Nykøbing Sommerteater, til at tilbringe sommeren i et landarbejderhus lidt nord for Østersøbadet. Her indrettede han senere sit sommerhus „Storkereden” og deltog aktivt i udstykningen af „Stouby Klit”.
Det var i begyndelsen det velstående borgerskab fra hovedstaden, der erhvervede grunde og byggede sommerhuse. Fra 1920’erne begyndte også det lokale borgerskab at bygge sommerhuse på Marielyst. Disse var for det meste grundmurede huse, gerne i to etager, således at der var havudsigt fra den øverste. Inspirationen kunne være hentet udefra. Således „Strandbyhus” på Marielyst og „Højsande” på Bøtø, der begge har Liselund på Møn som forbillede. Andre huse blev bygget af lokale håndværkere med henblik på senere salg. Således har billedskærer Alfred Johnsen og hans svigersøn, billedskæreren Franzmann Aster, bygget „Villa Hvil” og en række andre rigt dekorerede træhuse i Stovby Klit.
Med årene blev der desuden bygget en del beskedne træhuse, og i takt med stigende grundpriser blev grundene mindre. Disse huse, der i reglen var opført efter de forhåndenværende materialers princip er dog ofte præget at stor fantasirigdom. Oftest som et enkelt rum, hvortil der efterhånden er føjet køkken og soverum.
I 1919 fik Marielyst sin første købmand. Han hed Laurits Hansen, og det var på en vis måde ham, der skabte Marielyst Torv. Han udvidede købmandsvirksomheden, så den også kom til at omfatte restaurationsvirksomhed. Den centrale placering på Marielyst Torv medførte, at forretningen gradvis udviklede sig til „Larsens Plads”, opkaldt efter stedets sidste købmand, Larsen. Tannhäuser blev i 1932 omdannet til pensionat og i 1939 udvidet med en restauration. Med åbningen af Storstrømsbroen i 1937 skabtes en forventning om en øget tilstrømning til Marielyst. Denne forventning gav sig udslag i, at „Strandhotellet” på Marielyst Torv blev bygget i 1938. Over for dette byggede rutebilejer Ivan Madsen i 1956 endnu et hotel, „Ivanna”, opkaldt efter ham og hans kone Anna.
Omkring 1940 var Marielyst omdannet til et sommerhusområde med 5-600 sommerhuse, der fortrinsvis var placeret mellem stranden og Bøtøvej/Storkevej. Sideløbende med det private sommerhusbyggeri havde en række idealistiske privatpersoner og organisationer taget initiativ til forskellige former for kollektiv feriebebyggelse. Således tog Henrik Malberg i 1937 initiativet til etablering af Dansk Skuespillerforbunds Rekreationshjem, hvortil han skænkede en større grund, hvor forbundet i 1938-39 lod opføre fem sommerhuse og en fælles samlingsstue, „Pejsestuen” (arkitekt: Ivar Bentsen). På et senere tilkøbt areal åbnede forbundets rekreationshjem „Thalia” i 1944 (arkitekt: Ivar Bentsen/P. Maibomm Hansen). De fem oprindelige sommerhuse blev 1988-89 erstattet af fire nyopførte huse.
I 1942 åbnede Dansk Folkeferie en ferieby syd for Bøtø by, og i 1943 oprettede tre idealistisk indstillede sommerhusejere Marielyst Strandpark som et fristed for badegæster.
Efterfølgende blev området indrettet som teltplads, hvor teltene efterhånden blev afløst af små, selvbyggede huse på det fællesejede areal: Digeparken I/S. Senere blev der etableret et par teltpladser: FDM’s Lejrplads og Østersølejren i området ned mod Bøtøskoven.
Efter den tyske besættelse, hvor der havde været forbud mod sommerhusbyggeri, tog udviklingen virkelig fart – især i 1960’erne og 1970’erne, hvor der blev udstykket et stort antal mindre grunde i baglandet og langt fra kysten. Antallet af sommerhuse har i dag passeret 5000.
De kulturhistoriske bevaringsværdier er fortrinsvis knyttet til den del af Marielyst-området, der blev bebygget i tiden før 1940. Her ligger både de bygninger, der afspejler den tidligste udvikling på Marielyst: Marielyst (A), Nørrevang (15), „Tannhäuser” (B), „Kitzwalde” (C), „Troldtøj (D) og en række af de bygninger, der afspejler områdets senere udvikling: Henrik Malbergs hus: „Storkereden” (E), Skuespillerforbundets Rekonvalescenthjem (F), „Digeparken” (G). Desuden en række ældre huse, der har undgået væsentlige om- og tilbygninger.