I november 1872 blev Lolland og Falster ramt af en stormflod, som på få timer oversvømmede store dele af øerne. Huse, gårde, mennesker og dyr blev skyllet bort. 52 mennesker omkom på Falster, 28 på Lolland. En øjenvidneberetning fra en gård i Marielyst på Falster, den nuværende pensionisthøjskole, illustrerer hvad der skete:
Stormen tudede gennem gården og Østersøen buldrede udenfor digerne.

 

Kl 07.30 om formiddagen brød vandet gennem digerne nordøst for gården og væltede med voldsom kraft ind mod denne, som det nåede kl. 08.00. Gården lå nemlig forholdsvis højt. Vi søgte op på stuehusloftet, men da væggene i bindingsværket allerede begyndte at falde ned, da vandet stod 1 alen højt i gården, var der fare for, at tømmerværket ville vælte; der var nemlig ingen vægt på loftet til at holde stolperne nede. Så gik vi ned for at komme op på kostaldloftet. I porten væltede vi en del hø ned for at sætte stigen op på det; ellers kunne den ikke nå. Vi slap alle lykkelig og vel op: Røgteren var den sidste; han stod og holdt ved stigen, og lige som han var kommet op, kom der en vældig bølge, som slog ladeporten ind og tog stigen bort – et sekund senere, og røgteren var skyllet bort også – nu blev han reddet i sidste øjeblik. Denne bølge tog tillige en side med af kostalden, så vi måtte ty over på hestestaldloftet. Her var der havre på loftet til op mod tagvinduerne, og da havre som bekendt er tung, holdt den tømmerværket nede, så denne længe blev stående.

30 køer druknede, men en tyr havde sprængt sit bindsel og stod ovenpå en ko. Det var ikke just galant og egentlig ikke det, man venter sig af en tyr, men på denne måde blev han nu reddet. Hestene holdt sig svømmende, så de kunne få hovedet oven for vandet, der ellers kun stod en halv alen (ca 31cm) fra loftet. Vandet væltede væggene i svinehuset, just som vi var ved at kaste halm ned til svinene, som de kunne bjerge sig på. En lade, hvori der var rug forneden, drev til Marrebæk og et hæs drev til Bruserup, hvor det blev stående bag et hus.

Vi kunne nok kigge ud af vinduet i taget, men alt stod i fråde, så vi ingenting kunne se. Imidlertid begyndte vandet jo at synke, og kl. 02.00 om natten var det gået bort fra gårdspladsen, så min fader, Johan Lange, kunne gå ned og se, hvordan det stod til. Gården var imidlertid omringet af vand, så vi måtte blive på staldloftet til næste dag, den 14.; da kom Gdr Peder Larsen Suder fra Marrrebæk tillige med flere med en båd og sejlede os hjem til sig selv.”

For Beboerne paa Bøtø blev det et rædselsfuldt Døgn. Saa godt som ingen naaede at redde sig op paa det faste Land, før Stormfloden kom.

Med rivende Hast steg og steg Vandet. I alle Gaarde og Huse tyede Beboerne op paa Loftet. Her Mærkede de hvorledes Vandet vaskede Væggene bort og fik Huset under dem til at skride sammen. Til sidst løftede Bølgerne Taget, og paa dette drev de stakkels Mennesker nu ud over Noret, der var et fraadende Hav.

I Jens Hansens gamle Gaard havde hele Husstanden – Mand, Kone, to Børn, to Tjenestepiger, en Karl og en Dreng – reddet sig op paa Høstænget, og paa dette sejlede de alle ud i Noret. Her skiltes Taget i to Dele. Paa den ene sad Familien og den ene af Pigerne. De omkom alle en efter en, først Konen, saa Børnene og Pigen. Til sidst red Jens Hansen alene paa en Planke, saa forsvandt ogsaa han.

De tre øvrige af Husstanden var fra den anden Del af Huset Vidner til den forfærdelige Kamp for Livet, men de var ikke i stand til at yde Hjælp.

For at undgå lignende oversvømmelser i fremtiden gennemførte regeringen i 1873 en digelov, som skabte faste rammer om digevæsenet. Samtidig påbød regeringen anlæggelse af et dige mellem Elkenøre og Gedser på Falsters østkyst af indtil 12 fods højde. Diget stod færdigt i 1875. Loven bestemte også, at der der skulle udpeges en bestyrelse til at lede digebyggeriet på Falster samt sørge for den nødvendige vedligeholdelse og opkræve de nødvendige bidrag fra de ejendomme som blev beskyttet af diget.